Når midsommernatten falder over Danmark, samles folk ved bålsteder landet over for at fejre Sankt Hans. Flammerne danser, sange synges, og på toppen af bålet troner ofte en heks – en figur, der både fascinerer og forarger, og som vækker spørgsmål om traditionens egentlige betydning. Hvorfor brænder vi en heks af til Sankt Hans? Er det blot en uskyldig skik, eller gemmer der sig dybere lag af folketro, magi og historiske minder under den knitrende ild?

I denne artikel dykker vi ned i heksens mangefacetterede plads i Sankt Hans-fejringen. Vi ser nærmere på de historiske rødder bag heksen på bålet, udforsker forbindelsen til gamle ritualer og magiske forestillinger, og spørger, hvordan hekseskikkelsen har forvandlet sig fra frygtet fjendebillede til festligt midtpunkt. Endelig undersøger vi, hvilken rolle heksen spiller i nutidens fejring – er hun tradition, satire eller et symbol på noget helt tredje? Tag med på en rejse gennem ild, overtro og fællesskab, hvor vi prøver at finde svaret på spørgsmålet: Tradition eller trolddom?

Historien bag heksen på bålet

Skikken med at sætte en heks på bålet til Sankt Hans stammer ikke direkte fra middelalderens grusomme hekseafbrændinger, som mange ellers tror. Traditionen opstod faktisk først i slutningen af 1800-tallet, hvor man begyndte at placere en heksedukke lavet af halm og gamle klude på toppen af Sankt Hans-bålet.

Inspirationen kom fra ældre europæiske forestillinger om at skræmme onde ånder væk med ild og larm omkring midsommeren. Selvom der i Danmark – især i 1600-tallet – fandt virkelige hekseprocesser sted, var afbrændingen af dukke-heksen altså oprindeligt tænkt som en symbolsk handling, der markerede overgangen fra mørke til lys og fra det onde til det gode.

Med tiden blev heksen på bålet et fast indslag ved Sankt Hans, og for mange er det i dag et nostalgisk symbol frem for et udtryk for overtro eller fordømmelse.

Få mere information om heks til sankt hans bål her.

Folketro, magi og midsommerens ritualer

I folketroen var midsommeren – eller Sankt Hans – en tid, hvor grænsen mellem den synlige og usynlige verden blev tyndere. Ifølge gamle forestillinger var naturen særlig kraftfuld denne nat, og både gode og onde kræfter var på spil. Mennesker samlede lægeurter, som netop denne nat blev tillagt ekstra helbredende og magiske egenskaber.

Mange troede, at heksene fløj til Bloksbjerg for at fejre deres egen fest, og derfor tændte folk store bål for at holde det onde på afstand.

Bålet var både et symbol på renhed og beskyttelse mod trolddom, og det at sende en heksedukke til vejrs i flammerne blev en dramatisk måde at vise samfundets afvisning af mørke kræfter på. Også ritualer som sang, dans og særlige beskyttelsesmanøvrer – for eksempel at lægge urter i døråbningen – var udbredte, alt sammen for at sikre sig mod ulykke og onde ånder i det kommende år.

Fra hekseafbrænding til familiehygge

I dag er Sankt Hans ofte forbundet med hyggelige aftener omkring bålet, fællessang og samvær med familie og venner. Men sådan har det ikke altid været. Oprindeligt var det at brænde en heks på bålet et alvorligt ritual, der udsprang af frygten for trolddom og det onde, som man mente kunne bekæmpes med ildens rensende kraft.

I løbet af det 20. århundrede ændrede denne tradition sig gradvist.

Du kan læse mere om heks til sankt hans bål på https://mamarosa.dk/.

Brændingen af heksen udviklede sig fra at være et mørkt symbol på fordømmelse og overtro til en uskyldig papfigur, som børn og voksne sammen sender til “Bloksbjerg” under latter og sang. Heksens plads i Sankt Hans-fejringen er i dag mere et udtryk for fællesskab og dansk kulturarv end for egentlig trolddomsfrygt – en forvandling fra grusom fortid til festlig nutid.

Heksen i moderne sankt hans – tradition, satire eller symbol?

I dag er heksen, der sendes til Bloksbjerg på toppen af Sankt Hans-bålet, for mange blevet et fast og næsten hyggeligt indslag i midsommerfesten – men hvad betyder hun egentlig?

For nogle handler det om at holde fast i en gammel tradition, hvor heksen fungerer som et folkeligt symbol på det onde, der skal fordrives, eller som et minde om fortidens overtro.

For andre har heksen fået et satirisk præg, hvor hun fremstilles med et glimt i øjet – en karikatur med kost og spids hat, mere et sjovt indslag end et alvorligt ritual.

Samtidig bruges heksen i dag også til at skabe refleksion over historiske uretfærdigheder og som et symbol på samfundets evne til at udpege syndebukke. Heksens rolle i den moderne Sankt Hans-fejring rummer derfor både traditionens tryghed, satirens latter og eftertankens alvor, og hun spejler vores nutidige forhold til fortiden og vores behov for både fællesskab og kritisk distance.